Hvad der skal med og hvad der må blive hjemme afhænger naturligvis meget af, hvem der rejser og hvor man rejser hen. På Brejdablik 2008 er meget blevet købt undervejs, efterhånden som behovene har vist sig og der blev frasorteret med hård hånd inden afrejsen. Det betød, at meget lidt af det medbragte viste sig at være unødvendigt, og det, der skulle købes, var mest campinggrej, som man alligevel kun har, hvis man har en campingvogn eller autocamper i forvejen.
Text In Progress
Køkken
Den elskede espressomaskine kom ud og ind af autocamperen adskillige gange, inden den til sidst måtte vige for vægten og blev deponeret i Århus. I stedet brygges kaffen på en italiensk importeret espressokande til gas/el, som blev indkøbt i Oliva, Spanien. Både i Spanien, Italien og Frankrig har selv den mindste lille café et ordenligt kaffeanlæg, hvor man kan købe en særdeles udmærket espresso til under en euro og man kan også købe fin kaffe til den hjemlige espressokande.
Til gengæld lykkedes det at kalde indkøbet af en Bamix stavblender for en nødvendig investering på linje med autocamperen, advarselstrekanten og GPS'en. Det er ikke en billig investering, men den kan alt. Pesto, flødeskum, supper, mælkeskum, kartoffelmos, krydderier etc. I et lille autocamperkøkken, hvor man skal have få multifunktionelle redskaber, er den et absolut plus.
Foreløbig (04.04.08) er autocamperen ikke ekviperet med en ovn. Det gør den lille medbragte stegegryde fra Le Creuset til en god ven. Den kan grydestege både lam og kylling, så det er ganske fortrinligt, men det varer nok ikke længe, inden også en grill finder vej til det lille hjem. Valg af grill er i øvrigt lige så diskuteret som valget mellem autocamper og campingvogn. Mange sværger til kul, men på adskillige campingpladser må man slet ikke bruge kulgrill pga. brandfaren. Fordelen ved en gasgrill er også, at den ikke sviner så meget under transporten. Hvis man anskaffer sig en gasgrill, er det en god idé at få monteret et gasudtag udvendig på sin autocamper. I Spanien, der ikke mindst er berømt for sin Paella, kan man også have stor glæde af en elektrisk paellapande, ligesom en enkelt eller to elplader kan gøre det nemmere at lave mad i det fri.
Endelig er en elkedel god til at varme vand til opvask, (hvis man ikke vil bruge af gasreserverne), vand til kaffe, vand til pasta etc.
Men derudover behøves ikke andet end et par lette aluminiumsgryder, en plasttallerken, skål og glas og et sæt bestik per deltager, en madpincet, en røreske, en palet, et rivejern, et dørslag, en stor plastikskål og nogle opbevaringsbokse. Endelig så meget som muligt af plastik. Det larmer mindre, når man er på farten, det vejer mindre, og da alt bevæger sig, mens man kører, undgår man, at fine emaljedåser står og ridser hinanden. Har man ovenstående med, har man udstyr nok til at lave selv de fineste retter.
Campingudstyr
Hvis man, som tilfældet i tilfældet Brejdablik 2008, indleder sin rejse i Spanien, kan man i store spanske friluftsindkøbscentre købe meget fint campinggrej, blandt andet af mærket Quechua, som både laver sandaler, stole og fortelte. En feltstol koster 9 euro og et par sandaler 13 af de samme. Igen handler det om at anskaffe udstyr, der ikke vejer og skramler for meget. Campingborde er noget vakkelværk, men til gengæld er de ofte med indstillelige ben, så man kan lade børnene bestemme højden. Det omvender det hjemlige tyranni, hvor børnene skal sidde på puder eller have særlige stole for at nå bordet, nu må de voksne tage deres tallerkner på skødet eller sidde med bøjet ryg.
Nogle udvider campingudstyret med fortelte, vindtelte, forteltstæpper etc. Det er et spørgsmål om komfort og smag og især, hvor længe man har planer om at campere de enkelte steder.
Fastligger eller ej, man kan med fordel have et par kørekiler med. Så kan man sætte autocamperen, så den vender rigtigt med hensyn til sol, skygge og havudsigt, og derefter bruge kilerne til at sætte den nogenlunde i vatter. Hvis man ikke har prøvet det, kan det synes ligegyldigt. Det er det ikke! Menneskets balancenerve er så viseligt indrettet, at voksne vælter ud af stole og børn ned ad senge, hvis ikke man holder rimelig lige.