Giv mig et kys med vinger på
Vi skal turde give os i kast med hinanden, vi skal tro så meget på vores eget og dens andet værd, at vi kaster os ud i omfavnelsen, men altid så vi ved, at vi gør det for at frigøre den anden - for at give den anden et kys med vinger på (Uddrag af indlæg i Ry Højskoles Elevforenings årsskrift 2006)
Af: Svend Thorhauge
Mainstream er et ord, der har forfulgt mig gennem hele min opvækst. Oprindeligt er det et musikudtryk, der betegner en bestemt form for jazz. Allerede her er ordet interessant, fordi jazzen som bekendt ikke var mainstream ved sin fremkomst, men derimod en helt ny musikkultur, der ikke alle steder blev modtaget lige velkomment. Med tiden blev jazzen indlemmet i den folkelige kultur og i halvtredserne delte den sig derfor i mainstreamjazz og alt det, der ikke var mainstream. Et par årtier senere var begrebet vandret videre til andre dele af samfundslivet. Ordets første knopskydning forblev inden for musikken, i tresserne talte man om mainstreamrock, men senere gav det også mening at tale om mainstreamfjernsyn, mainstreamteater, mainstreampresse og helt overordnet: mainstreamkultur.
Her er vi fremme, hvor jeg kunne begynde at være med, og sammen med min generation voksede jeg op på kanten af mainstream og offstream, på grænsen mellem en fælles kultur og en række subkulturer. Nogle gange stod vi i traditionens trygge havn og så på alle de, der svømmede i oprørt hav i protest mod kontinentpladernes stivnede jordlag; andre gange var vi selv på havet og så ind mod land med en længsel efter to lys på et bord og juletræet med sin pynt, godt blandet op med den følelse af fællesskab, det altid giver, når man er færre mod de flere; når man overgiver sig selv til den fælles idés præmisser.
Som årene gik, blev vi flere på havet. Vi lagde fast anker, hvor vi nu var, og byggede hytter på pæle, så vi ikke altid skulle diskutere hvilken kurs vi skulle følge, og endelig - langt om længe - blev vi landfaste. Enten fordi der blev bygget broer, dæmninger og tunneller, eller simpelthen fordi vi var blevet så mange, at vores hytter til sidst nåede helt ind til land. Undervejs var der nok nogle, der strittede imod, for dem var det selve frigørelsen for forankringen, der var motivation for deres handlinger, og de svømmer stadig rundt derude i vandet. Vi andre, der dagligt kunne drage mod det gamle lands mainstream og som efterhånden havde svært ved at skelne mainstream fra offstream, så nu med længsel mod tømmerflåderne uden anker og fik et lille jag af erindring ned gennem rygsøjlen.
Der er to mænd i Danmark, der lige siden 1984 har formået at bevæge sig selvforankrede på grænsen mellem tradition og fornyelse og som derfor altid har haft et godt udsyn til både dem, der bor på land, og de (eller vi) andre. Det er Wikke og Rasmussen. Med deres billedsprog og fortællekunst har de ramt lige ned i nerven af den danske kultur, så det på en gang er blevet genkendeligt og udfordrende. Senest har de barslet med efterårsferiefamiliefilmen Der var en gang en dreng, som fik en lillesøster med vinger. Filmen handler kort fortalt om drengen Kalle (søn af Trille og Palle), som får søsteren Lille, der er født med handikap: to hudflapper ved skulderbladene. Kalle kan se, det er vinger, men læger og socialrådgivere reagerer på anormaliteten og får til sidst held med at få sendt Lille til plastikkirurg, så hun kan blive normaliseret. Men Kalle har set Lille flyve og sætter sig for at stoppe systemets forehavende og filmen er skudt i gang. Som der står i en af anmeldelserne: Målet er klart, men det er vejen derhen, der er det vigtigste. Undervejs følges Kalle af den evigt uheldige Alf, der egentlig ikke tør forlade sit hjem af skræk for verden udenfor, og vi kommer forbi en række af de nordeuropæiske folkeeventyr inden alt naturligvis ender lykkeligt for alle også Alf, der finder kærligheden i sin modsætning: Snehvide.
Det, der gør filmen til en genistreg, er, at den på samme tid formår at tale til os i et sprog, vi alle forstår og samtidig udfordrer samme selvforståelse. Trille, Palle, Kalle og Lille bor i et idyllisk parcelhuskvarter med overmættede kontrastfarver, men når de indleder filmen med titelsangen Jeg vil ha' en baby, synger de: "Jeg vågnede en morgen, selvom himlen var blå". Idyllen brydes konstant - aldrig med en socialrealistisk påpegning om en anden verden uden for idyllen - men med en humoristisk påpegning om en anden verden inden for idyllen. Mainstream er offstream. Wikke og Rasmussen sætter billeder på det velkendte Christiania-omkvæd: "I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv"
På overfladen (for børnene) handler filmen om retten til at være skille sig ud af mængden. Under overfladen (for de voksne) handler filmen om det normales unormalitet. Karikaturen Karin fra kommunen er en sarkastisk hilsen til Dansk Folkepartis hegemonisering af normalitetsbegrebet: ved at ville fjerne enhver afvigelse i den supernormale familie, dekonstruerer hun ubevidst det normalitetsbegreb, hun selv forsvarer. Og således fortsætter filmen: De syv små dværge spilles eksempelvis af en række høje granvoksne mænd og der er endda en rigtig neger i blandt.
Wikke og Rasmussen formår at bevæge sig som skælme i grænselandet mellem mainstream og offstream. Wikke og Rasmussen er for filmen, hvad Ry Højskole altid har forsøgt at være for folkeoplysningen.
På Ry Højskole går vi offpiste, men vel vidende, at man kun kan bevæge sig uden for pistens forløb, når man kender pistens rute. Det er al forandrings grundsætning: Man skal kende det, man vil forandre; man skal vide, hvad man ser sig selv i forskel til. Det er også den almene skoles forudsætning. Det almene opstår (og består) i grænselandet mellem det fælles og det partikulære og ikke i det fælles, som mange ellers mener.
Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der står fader til det franske demokrati og hvis ideer om almenviljen står moder til den danske oplysningstradition, skelnede mellem den almene vilje (Volonté générale) og den fælles vilje (Volonté de tous). Den fælles vilje var blot udtryk for et momentant flertal eller fællessummen af de individuelle viljer, mens almenviljen var et dynamisk udtryk for forholdet mellem individ og fællesskab. Det almene var og er ikke et fælles svar, men et fælles spørgsmål: Hvordan er samfundet, mennesket og livet muligt?
Forveksler vi fællesskabet med mainstream, kulturen med traditionen og svaret med spørgsmålet ender vi i en nationalisme, kulturkanonisme og en faglig snævertsynethed, hvor alt nyt bliver en trussel og hvor der aldrig er udløbsdato på flaskerne i fadeburet fra vores forgængere. Afviser vi på den anden side sammenhængen mellem fællesskab og individ, mellem tradition og fornyelse og mellem de mange forskellige svar på det samme spørgsmål, bliver alt individuelt til esoterisk selvophøjelse. Derfor begynder enhver anderledeshed med et indgående kendskab til det, den er anderledes fra.
Ry Højskoles fagudbud udspringer af de fire faglige felter: Natur og friluftsliv, Teater og musik, Journalistik og skriveværksted, Kunst og form. De fire faglige felter udfordrer mennesket i dets fysiske, ekspressive, kommunikative og kreative eksistens. De fire faglige felter abonnerer på forskellige vidensformer og dermed indlæringsformer: faktuel viden, pragmatisk viden, procesorienteret viden, teoretisk viden etc. Vores dagligdag har en struktur, så eleverne i løbet af deres ophold på Ry Højskole møder alle vidensformer. Det er den almene højskoles sine qua none i en tid, hvor globalisering og specialisering kalder på indsigt i forskellighed og på en ny oplysning. En ny oplysning, der ikke tager afsæt i et fast pensum af kulturelle selvfølgeligheder, men i kulturel og vidensmæssig forskellighed - eller mangfoldighed som den gamle ville have sagt.
Når Grundtvig sagde, at al pædagogik tager afsæt i vores mytologi, betyder det ikke, at højskoleundervisning nødvendigvis skal begynde ved Tømreren fra Nazaret eller Tor og Loke (hvad den dog gør undertiden i Ry), men at den også skal tage sin begyndelse her, ved siden af vor tids nye mytologier: globalisering, informationssamfundet og multikulturalismen for blot at nævne nogle. Det betyder heller ikke, at vi skal kaste troen på historisk og kulturel viden på bålet til fordel for 80'ernes elevorienterede undervisning, hvor det alene var elevens eget møde med en (pragmatisk) viden, der gav mening. Begge standpunkter er forladt i moderne pædagogik og i dag opstår læringsrummet netop i mødet mellem vidensformerne.
Det er en indsigt, der ikke er forbeholdt den danske folkehøjskole. Men folkehøjskolen har dertil den opgave, denne indsigt fordrer. Som Mandøe må vi forstå højskolen som et sted, hvor man arbejder indgående og seriøst med tidens problemer. Men når det er sagt, må vi samtidig undgå at gøre specialiseringen til problemet og sætte en lukkende folkelig katekismus i stedet. Det er så vor tids udfordring.
Men et er, hvad vi må gøre som højskole og hvordan vi i vores selvforståelse skal agere i et moderne videnssamfund. Samtidig skal vi have øje for, at vores elever kommer hertil for at spille bold op ad en mur, der ikke vælter. Ungdommen i dag er mere end nogen sinde tidligere søgende efter et standpunkt og et fundament, der kan give dem ro til at træffe de mange afgørelser, der kræves af dem. Aldrig før i historien har mangfoldigheden af individuelle livsfortællinger været større, aldrig har den enkeltes valg gennem livet været så indflydelsesrige som i dag.
Her står vi med pædagogikkens grundparadoks: vi skal lære eleverne at lære sig selv - vi skal gøre eleverne autonome: Vi skal lære dem at blive sig selv, uden at blive sig selv nok. Men hvordan 'opdrage' til autonomi uden at skabe autologi, hvordan overhovedet være pædagog for et moderne individ? Kræver det, at man som lærer fastlåser sig på en holdning, eller kan man være offentlig i tvivl om tidens rette vej? Hvornår skal vi se med egne øjne - hvornår med de andres?
Det er ikke kun et pædagogisk problem - det er frihedens problem. Hvor langt kan vi gå i vores egen frigørelsesprocesser og hvor langt kan vi tvinge andre til at følge de samme veje til frihed som vi selv har gjort?
I Wikke og Rasmussens film finder vi svaret i kærlighedssangen mellem Snehvide og Alf. Omkvædet lyder: "Et kys med vinger på, flyver os ud i det blå". Vi skal turde give os i kast med hinanden, vi skal tro så meget på vores eget og dens andet værd, at vi kaster os ud i omfavnelsen, men altid så vi ved, at vi gør det for at frigøre den anden - for at give den anden et kys med vinger på.
Artikler fra Europa
