Godt skuldret, Krogerup

Set herfra lever Krogerup med stor værdighed op til sin egen tradition. (Debatindlæg i Berlingske Tidende 23. marts 2007)

Af: Svend Thorhauge

Lars Hedegaard og Helle Merete Brix langer i kronikken mandag ud efter Krogerup Højskole, men gør det på et uoplyst grundlag. I kronikken sættes en række uholdbare lighedstegn, som jeg i det følgende gerne vil gøre mit til at fjerne.

Kronikken indledes med, at det er svært at drive højskole i dag, hvorfor tiltagene på Krogerup ses som overlevelsesforsøg. Faktum er imidlertid, at flere højskoler kan melde om fulde skoler, og at der også på landsplan kommer flere og flere på højskole. Argumentet holdt måske for år tilbage, men det holder ikke i dag.

Dernæst kritiseres Krogerup for at have indført et bederum efter ønske fra tre elever med forskellig religiøs baggrund. Men kritikken er uoplyst, al den stund en højskole jo netop forener den private og den offentlige sfære. Det er en af højskolens væsentligste grundpiller, at vi kan lade faglighed og hjemlighed mødes. Højskolen kunne derfor i sin første tid skabes i mødet mellem verdslighed og gejstlighed og i den grundtvigske ånd, hvor vi altid var mennesker først og kristne (religiøse) så. Nogle gange genkender vi hinanden i fagligheden, andre gange er det i hjemligheden. Men vi genkender og anerkender netop hinanden i mødet med vores forskelligheder. Derfor fødtes højskolen som en af Danmarks første integrationsinstitutioner. I en tid, hvor stigende religiøsitet trænger sig på i både den private og den offentlige sfære, giver det god oplyst mening at forene dem, der gerne benytter et bederum, og dem, der aldrig kunne finde på det, på den samme matrikel.

Endelig og primært kritiseres Krogerup for de folk, der var til stede på en konference om islam. Krogerup udnævnes i den sammenhæng til at være tumleplads for islamister. På Ry Højskole har vi de senere år haft besøg af flere af dem: Ahmed Akkari, Fativ Alev og Mona Sheikh. Men vi har også haft besøg af Tidehverv og Dansk Folkeparti. Hvilken tumleplads vil kronikørerne nu tildele os?

Krogerup Højskole, Ry Højskole, ja, de danske højskoler i forening lever netop op til vores stolteste tradition, når vi lader loftet være højt, holdningerne komme til orde og meningerne brydes. Det lykkes ikke altid lige godt, og nogle gange får man en debat, hvor man kunne savne mere kritisk modspil fra en af siderne. Men gør vi end ikke forsøget, kan vi lige så godt holde op.

I indledningen til kronikken står, at kronikørerne har fået fat i nogle videooptagelser fra konferencen. Det lyder jo helt under-cover, men de ligger i god demokratisk tradition offentligt tilgængelige.

Set herfra lever Krogerup med stor værdighed op til sin egen tradition: Godt skuldret!


Artikler fra Europa