Klar, parat, spring
I Empuriabrava ved den spanske nordkyst ligger Europas største dropzone for faldskærmsudspringere. Her træner dagligt indtil flere europæiske landshold, nyudsprungne ’himmeldykkere’ får deres første certifikat og trygt fastspændt en erfaren faldskærmsudspringer svæver enkelte turister gennem skyerne. (Artikel i Politiken 9. august 2008)
Af: Svend Thorhauge
Da vi er steget ind i flyet og lægger an til take-off, fortryder jeg første gang, mens jeg undrer mig over, hvorfor det moderne menneske absolut skal, blot fordi det kan. Forrest i det lille fly sidder 9 mand i ens sortrøde dragter. Det er faldskærmslandsholdet fra Oman, der træner til verdensmesterskabet. Bagest sidder jeg, fastspændt siddende på låret af den såkaldte tandemmaster, og kikker på videomanden, der skal filme mit spring. Han sidder afslappet på gulvet med ryggen op ad den skydedør, der om lidt vil åbne sig i 4000 meters højde, så både de sortrøde landsholdsudspringere og min lille trio kan kaste sig ud for åben himmel. Han smiler, men jeg fortryder allerede anden gang.
Det er egentlig tilfældigt, at jeg er havnet i denne svævende situation. Familien camperer på en nærliggende campingplads og hver dag har vi set de store stykker stof i alverdens farver. Gennemlyst af solens stråler har de ført deres faldskærmsudspringer ned et sted på den anden side campingpladsen. Til sidst var vi nødt til at finde ud af, hvor de landede.
Dropzonen, som man kalder de flyvepladser, der kaster faldskærmsudspringere ud, hedder Empuriabrava Skyding og er med sine mere end 130.000,- årlige udspring Europas største. Det er i snit mere end 350 spring om dagen. Men da man ikke kan springe i regnvejr, er der reelt tale om mange flere, de dage hvor der springes. Så er man fascineret af fritfaldsformationer og dalende faldskærme, bliver man underholdt i Empuriabrava, hvor der hele tiden er farver på himlen.
Ned gennem skyerne
Da vi er nået op i ca. 1 kilometers højde, viser tandemmasteren mig en højdemåler, der sidder på hans arm som et armbåndsur. Pilen peger på et rødt felt, der fylder omkring ¼ af skiven, resten er blåt. Vi skal trække i snoren, så faldskærmen folder sig ud, når pilen er i det røde felt. Den såkaldte trækhøjde. Men først skal vi helt op i 4 kilometers højde, hvorfra vi skal svæve ned gennem skyerne. Man kan faktisk komme endnu højere op, hvis man har iltflasker med, for deroppe er luften for tynd. Jeg fortryder igen, men smiler tappert til landsholdet fra Oman.
Nede på jorden er stemningen afslappet. Faldskærmsudspring er en international sport og da vi ankom tidligere på dagen, mødtes vi af samtaler på alverdens sprog. Jeg faldt i snak med en instruktør fra Schweiz, som kom herned for at tage certifikat i 1998, men aldrig rigtig er kommet herfra. Det er blevet hans andet hjem. Sådan er det for mange. Det tager syv spring at få certifikat til at springe selv og derefter handler alt om udstyr og hvornår man igen kan komme op med liften, som man kalder der tre flyvere, der konstant letter og lander. Har man ikke penge til liften, som koster 23 euro, kan man blive certificeret som faldskærmspakker og tjene 5 euro per faldskærm. I hallen, hvor faldskærmsudspringerne holder til mellem springene, står fem personer og pakker faldskærme. To af dem aftjener her deres værnepligt i det belgiske militær. De belgiske verdensmestre i militærformation træner også her.
Hurtigt oppe
De professionelle hold har deres egne træner med og benytter blot stedets faciliteter: det vil sige muligheden for at komme op i 4000 meters højde på mellem 7 og 12 minutter. Det er den korte flyvetid, der gør dropzonen i Empuriabrava til noget særligt. I Danmark tager det over en halv time at komme op i højde. Hernede kan man nå at springe op til 12 gange på en dag, hvis man har fysik til det. Derfor kan man nå langt med sin træning.
Lige nu er en større gruppe fra Danmark hernede af præcis den grund. Blandt dem er Mette Høgaard Kristensen fra Aalborg og Benny Skovhede fra Hadsten. Da jeg møder dem, er de lige landet høje af adrenalin og begge iklædt en særlig dragt, der kaldes en wingsuit. Wingsuiten gør det muligt at fordoble tiden, hvor man svæver fra 4000 meter og ned til de 1000 meter, hvor man skal trække i snoren, hvis faldskærmen skal nå at folde sig ud. Det er oplevelsen i det tidsrum, der gang på gang trækker en op i flyveren, fortæller Mette, der har mere end 900 spring gennem 9 år bag sig. Det er i det tidsrum, formationsspringet udfolder sig. Det er her, det bliver til en sport og ikke blot den rene underholdning.
Tegn med hænderne
Vi nærmer os nu de 4000 meter. Landsholdet fra Oman gør en række tegn til hinanden med hænderne, det samme gør ham, der skal føre mig ned og videomanden, der skal dokumentere mit spring.. Jeg mærker, hvordan binyren sprøjter adrenalinen rundt i blodet på mig og overvejer at springe fra. Men der er ikke mange steder at springe hen, der er ingen vej tilbage. Som jeg er blevet instrueret forinden, læner jeg mig tilbage, bøjer nakken bagud, løfter mine ben og lægger fuldt og helt mit helbred i andres hænder. Selv de vildeste tillidsøvelser fra moderne selvledelseskurser er vand sammenlignet det her. Et øjeblik efter er vi på vej mod jorden, mens vi accelererer mod vores tophastighed på 200 kilometer i timen. Jeg mærker, hvordan farten føles som et tryk mod ryggen og mine kinder folder sig i vindmodstanden: vi er i frit fald.
Når der kun er mellem 3 og 6 minutters frit fald til at lave formationer i, er det vigtigt, at alt er tilrettelagt og planlagt på forhånd. Derfor gennemprøves formationerne igen og igen på landjorden. I en jernrørskonstruktion, der ligner noget fra en legeplads, men er en opbygning som udspringshullet i flyveren, træner et tysk firepersoners formationshold i at komme ud samtidig, så de kan fastholde hinanden i luften. Der skal ikke mange sekunders slendrian til, før en af dem er adskillige hundrede meter væk fra de andre. På en betonflade ligger fire andre på træplader med hjul. Skiftevis slipper og griber de hinanden, mens de ruller frem og tilbage. Deres træner, Pete Allen, kikker koncentreret på deres bevægelser og som en anden koreograf viser han dem trinene et ad gangen. Pete har også instrueret det danske landshold.
Angsten er væk
Under mig kan jeg se Empuriabrava, der hastigt kommer nærmere, men der er så langt derned, at angsten helt er forsvundet. Nu er det bare fart og acceleration, og jeg når netop at ønske, at det bare bliver ved, da jeg får et prik på skulderen. Det er tid til at folde faldskærmen ud. Det rykker i os, da vi hastigt sagtner farten, og pludselig er der helt stille. Ørerne suser ikke længere gennem luften; vi daler lige så langsomt ned mod landingsbanen. Der er god tid og vi drejer rundt, så jeg kan se Pyrenæerne, Frankrig, Rosesbugten og ind mod den spanske højslette. Jeg glemmer alle de gange, jeg fortrød undervejs, nyder udsigten og lægger an til landing.
Vel nede på jorden taler jeg med Pete. Jeg har set ham instruere flere gange i løbet af dagen og det er tydeligt, at han er blandt de mest erfarne på stedet. Han er ved at instruere fire kvindelige faldskærmsudspringere, da han beslutter sig for at tage med op for at se, hvad det er, der ikke helt vil lykkes for dem. Men da flyet netop skal til at lette, er der ikke tid til at tage dragt på, så han stopper lige skjorten ned i bukserne, spænder bæltet en tak ind, tjekker snørebåndet og griber ud efter en faldskærm. En lille halv times tid senere lander han lige ved siden af mig, adskillige minutter før formationsgruppen. Han har tvunget faldskærmen lidt hurtigere ned. Jeg spørger, om han stadig tæller sine spring. Han fortæller, at han stoppede ved 20.000, men mener, at han må være omkring de 26.000 i alt. Han har lige taget et af sine mindste spring, jeg har lige taget et af mine største.
www
pdf fra Politiken side 1
pdf fra Politiken side 2
www.skydiveempuriabrava.com
www.dfu.dk
Artikler fra Europa
