Med afskaffelsen af kvote 2 har man reelt sørget for, at kun en bestemt stræbsom ensrettethed vil få adgang til administrationens kontorer. (Debatindlæg i Politiken 30. juni 2004)
Af: Svend Thorhauge
Med et administrativt pennestrøg har videnskabs- og undervisningsministeren reduceret kvote 2-ordningen til et gymnasialt suppleringskursus. Det er en tragedie for alle.
Kvote 2 var måske ikke perfekt, men den havde flere fordele og plejede mange hensyn; når den nu bliver afskaffet, har man ensidigt set på et politisk ønske om at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet.
Argumentet fra Helge Sander er således, at kun to ud af tyve tusinde ansøgninger førte til optagelse på de mest eftertragtede uddannelser på universiteterne i 2003, hvilket får ham til at konkludere, at 18.000 unge har samlet point til ingen verdens nytte.
Det er en pinlig forsimpling af hverdagens realiteter, for hvad er i denne henseende ingen verdens nytte? Forudsætningen for Sanders 'analyse' er tilsyneladende, at de unge kun har haft pointene som mål for deres aktiviteter, og at deres aktiviteter derudover har været frugtesløse.
Men det er ikke tilfældet. Tværtimod har aktiviteterne både tjent til den enkelte unges dannelse og til konkrete resultater i de sammenhænge, hvor den unge har virket. Det kan være børn, der er blevet passet, kulturer, der blevet udvekslet eller post, der er blevet bragt ud.
Konsekvensen afafskaffelsen af kvote 2 er en uhyggelig ensretning af uddannelsessystemet, hvor enhver forskel udrenses, og de små lommer af forskellighed fyldes op med desinficerende silikone.
Og til hvilken verdens nytte? Ikke den modernes i hvert fald. Erhvervslivet skriger efter kreative kræfter: unge, der tør gå deres egne veje, unge, der har formået at navigere i et virvar af alternativer, og som har fundet løsninger, et forældet karaktersystem til trods.
Den moderne verden har for længst forladt troen på, at viden alene er noget, man kan overføre til eleven og herefter måle overførselsprocenten på. Forskere, erhvervsfolk, kulturelle aktører mødes jo netop på tværs af vidensformer for at skabe innovative rum.
Problemet er, at vi måler så uendelig lidt af den enkeltes kvalifikation med et karaktergennemsnit. Og jeg skal hilse fra universitetet og sige, at hvis vi får for lidt at vide om studieegnethed, så får vi i hvert fald meget mindre at vide om studieuegnethed.
På tværs af fakulteter kræver en akademisk uddannelse i dag en selvstændig evne til at håndtere forskellig information. En kvalifikation, der netop opnås i mødet med livets mangfoldighed.
Her ligger så det tredje og måske største problem: nemlig studiernes betydning for den enkeltes karriereforløb. Med afskaffelsen af kvote 2 har man reelt sørget for, at kun en bestemt stræbsom ensrettethed vil få adgang til administrationens kontorer.
Danske Studerendes Fællesråd foreslår, at man vægtede fagene, alt efter hvad uddannelsen skal bruges til. Det var da et forslag, man burde tage med, når man nu forhåbentligvis ophæver beslutningen og giver sig tid til grundigere overvejelser.