Sammen har vi nydt hverdagen
Tak, tak, tak fordi I altid smilte. Sammen med jer, der var elever i vores tid, og I gamle elever, der har budt os velkomne på jeres højskole, har vi følt os som dem, vi gerne vil være. (Indlæg i Ry Højskoles Elevforenings årsskrift 2007)
Af: Svend Thorhauge
En af de første bøger, jeg som dreng læste til sin ende, var eventyret om drengen, der ikke kunne blive bange. Hele verdens farlighed lod ham uberørt, men da han stod i risiko for ikke at se sin udkårne, mærkede han angstens sved pible frem ved tindingerne. Nede i eventyrets dybeste lag står det stadig uklart, om det var frygten for at miste eller det overhovedet at have noget at miste, der gjorde forskellen i drengens sind. Et godt eventyr giver både den barnlige lytter og den voksne læser grund til forundring og historien om drengen, der ikke kunne blive bange, er en fin fortælling om det moderne menneske, som ikke længere behøver frygte nogen farer, men som til gengæld hele tiden selv skal sætte sig i risiko for forandring.
Vi lever i et samfund, hvor livsmulighederne for hin enkelte aldrig har været større, og hvor fremtiden for vores fælles færden på jorden aldrig har været mere foranderlig. Vi kalder det frigjort. Gennem tohundrede år har vi kastet autoriternes bestemmelse af os: kirker, stater, traditioner og ideologier står svagere end nogen sinde, og enhver kan nu udvikle sine potentialer i lige netop den retning, man selv (eller erhvervslivet) fornøjer sig ved. Vi kalder det frie individer. Parforholdets samliv, arbejdslivets selvledelse og dannelsen af vore børn er præget af drøftelser, hvor den uudtalte forventning er, at den endelige beslutning kan gøre alle glade. Vi kalder det frihed.
Som frie individer forventer vi, at friheden gør os glade og lykkelige, og når det ikke er tilfældet, mener vi, at der må være en fejl et sted i systemet. Er vi ikke sunde og raske, vil vi kompenseres for vores anderledeshed af sundhedssystemet, har vi ikke arbejde, går vi til staten, og har vi arbejde, men mærker ikke arbejdsglæden, går vi til chefen. Kan vi ikke udrette, hvad andre kan, går vi til lifecoaches, terapeuter og andre rådgivere, som skal hjælpe os med at frigøre vores indre potentialer, fordi vi mener, vi har ret til 'deep down below' at have præcis de samme potentialer som alle dem i magasinerne. Også jeg kan blive en ny Mads Mikkelsen, det skal bare findes inde i mig, udvikles og finpudses. Som drengen i eventyret frygter vi intet, for vi kan selv det hele, og når det ikke er tilfældet, er det ikke os, men alt det uden om os (selv vores krop), den er gal med.
De moderne vestlige samfunds store gevinst har været, at vi ikke længere skal frygte for tuberkulose og pest, hungersnød og svenskere, arbejdsløshed og økonomisk recession. Som danskere kan vi leve i sikkerhed for store omvæltninger. Begge sider af Folketinget kæmper om, hvem der er bedst til at sikre et velfærdssamfund, hvor vi ikke er afhængige af hinanden. Midt i den aktuelle valgkamp overbyder de dagligt hinanden med forsikringer om, at vi får mest "value for the money" med netop den ene eller den anden blok ved roret, når vi via skatten køber aflad for vores forskellighed.
Vi kalder det frihed, men realiteten er, at det blot er uafhængighed. Konen kan vi finde i et katalog fra Rusland, børnene kan importeres fra Asien eller sæden til dem købes i en sædbank ud fra 50 konkrete parametre. Livsstilen kan kopieres fra den bedste sendetid og vores uddannelsesvalg betinges af aktuelle trends: Efter Hokus Krokus er der igen mange, der gerne vil være gartnere. Vennerne kan vi finde på den ene eller anden datingside, hvor man er sikker på at møde nogle, som har lige præcis de samme præferencer og interesser som os selv. Den engelske sociolog Anthony Giddens definerer nu venskab som en kontrakt, der indgås og varer så længe, begge parter mener, de får noget ud af det. Vi er blevet forbrugere af hinandens venskabsydelser. Selv bevægelser som Simple Living, der ved første øjekast kunne ligne et opgør med den moderne hverdags forbrugermentalitet, viser sig i sidste instans at være et modefænomen, der blot tilfredsstiller vores trang til at føle os oprindelige, også her er vi blot forbrugere af en idé.
Det er ikke en forfaldshistorie - alternativet er nu engang værre. Ingen ønsker kirkens politiske og akademiske magt genindført; ingen ønsker stress og hjertekarsygdomme erstattet med pest og kolera; ingen mener ved deres fulde fem, at deres forældre, af hensyn til arvegodsets fortsatte varetagelse, skal bestemme, hvem vi skal leve vores liv sammen med, og ingen kan forestille sig et legitimt politisk system uden demokratisk kontrol. Den moderne hverdag er en civilisatorisk gevinst, og de mange fortrædeligheder, man kan opregne, er ikke fejl ved det moderne, men grundlaget for det moderne. Den individuelle frigørelse konstitueres af vores fremmedhed over for vores næste.
Men der er en eksistentiel forudsætning, som de moderne gevinster ikke kan møde. Et behov, som ligger forankret i hver eneste af os og som er det, der kan få os ud af sengen, når vi vågner om morgenen. Det er behovet for at være forpligtet, nødvendig og uundværlig. Det er ikke nok at være til, vi er eksistentielt nødt til at være til for nogen, hvis vores liv skal give os mening. Mærker vi ikke, at der er brug for os, fyldes vi med tomhed, og formuleringen: "det er jo lige gyldigt, om jeg er her," ligger lige for.
På en højskole er det ikke lige gyldigt, om man er til stede eller ej. På de danske højskoler kaster tusindvis af unge mennesker sig flere gange om året ud i et socialt eksperiment, hvor de møder op på en given dato og træder ind på et værelse, hvor der allerede venter en anden; og de næste mange måneder er de gensidigt afhængige af helt og mere eller mindre tilfældige andre mennesker. Den danske ungdom kan ikke roses nok for dette store mod. I dagligdagen på højskolen oplever hver enkelt, at det gør en forskel, om man møder frem til måltidet, op til undervisningen og klar til rengøringen. Er man væk en weekend, hører man om de andres aktiviteter og kan mærke i brystet, at både en selv og de andre manglede, at man havde været der til at have det godt sammen.
Når hverdagen går sin vante gang, fornemmer hver sjæl at høre til, og pludselig står vi i et løgstrupsk fordringsforhold til hinanden. Da tæller vi ikke længere til 65, men nævner ved navn Nicky, Christian, Thomas, Katrine, Linda, Sofie etc. og hver eneste en er nødvendig, hvis i morgen skal blive lige så god som i dag. I hverdagens almenhed er den uafhængige individuelle frihed erstattet af afhængig individualitet, hvor vi først helt kan være os selv, når vi er sammen med de andre. Her står vi som drengen, der endelig kunne blive bange, og mærker sveden pible, for mister vi de andre, mister vi os selv. Derfor tropper vi op til temadag og elevweekend for atter at mærke suset af den største frihed, den frihed man får, når man er sammen med dem, der gør, at man kan være helt og aldeles sig selv.
Marianne og jeg har været på Ry højskole i snart 3½ år. Sammen med små firehundrede elever og mere end tusind kursister har vi glædet os til morgenbadning i Gudenåen, madlavning i køkkenet, fællessang i Tårnet, talentaften i Café Sommersol, rengøring af faglokalerne, interesserede øjne og åbne ører i undervisningen, gode spørgsmål og dumme samme, brok over ligegyldigheder, tomme flasker i hjørnerne og det samme ansigt, der igen er fraværende ved morgensangen eller opvasken, de nye ideer, de friske ideer, de genkendelige og 'tak det har vi prøvet' ideer. Men især de mange smil hver eneste dag. Tak, tak, tak fordi I altid smilte. Sammen med jer, der var elever i vores tid, og I gamle elever, der har budt os velkomne på jeres højskole, har vi følt os som dem, vi gerne vil være. Sammen har vi nydt hverdagen.
Nu drager vi et år rundt i Europa og ingen ved, hvad fremtiden derefter har at byde på. Det er med stort vemod, vi forlader højskolen og dens elever, som vi holder så meget af, og det har ikke været en nem beslutning. Men de sidste små fire år har krævet så meget af os og ikke mindst af vores børn, at vi nu vil fokusere på Kamma, Klara og Halfdan for en stund. Det, der smerter mest, er, at vi ikke med samme selvfølgelighed får jer at se, når I hen ad året og årene kommer forbi jeres højskole. Vi håber, at I vil vide at finde vejen forbi vores adresse, når vi en dag vender hjem og får bopæl igen.
Kan I have det godt alle sammen.
Ciao
Artikler fra Europa
