Det europæiske hjemland

Familien Thorhauge fra Ry ser sig selv som europæere fra Danmark. Derfor har de hevet et år ud af kalenderen for at se sig om i det Europa, de betragter som deres hjemland. (Oploadet på brejdablik.dk den 28. marts 2008)

Af: Sara Røjkjær

Alt, hvad man herhjemme synes er rigtig dansk, kan man spore tilbage til andre lande i Europa. Det danske retssystem bygger for eksempel på franske teoretikers arbejde, og idéen bag parlamentarisme kommer fra England. Det er familien Thorhauge fra Ry meget opmærksomme på. Derfor tog de en drastisk beslutning for, hvad de ville bruge år 2008 til. I midten af februar rejste forældreparret Marianne og Svend Thorhauge samt børnene Kamma, Klara og Halfdan nemlig fra hjemmet i Ry. De hev alle teltpælene op og installerede sig i en autocamper for at drage ud på opdagelse i det, de kalder deres hjemland: Europa.

Et større hjemland
Nysgerrighed omkring Europas befolkning og historie er hvad, der driver familien Thorhauge. På en hjemmeside, som de har oprettet til at fortælle omverdenen om deres rejse, fortæller de: "Vi eftersøger, hvad der gør livet værd at leve for den enkelte europæer. Vi er på jagt i Europa efter den europæiske folkesjæl". Fra deres synsvinkel blev hjemlandet udvidet i 1973 med EF medlemskabet, og det er en udvidelse, som de endnu ikke har haft tid til at udforske - før nu. Når man spørger Svend Thorhauge, hvad det egentlig er, de har gang i, svarer han: "Vi er europæere, der ser sig rundt i vores store hjemland." Inden afgang kørte familien fra Vest- til Østdanmark og tilbage igen for at give den øvrige familie et kram, for familien Thorhauge har ikke afsat en hjemrejsedato.

Med oplysningen i bagagen
Familien Thorhauge er ikke den første familie fra Danmark, som køber en autocamper og kører ud i Europa. Faktisk langtfra. Men familien er måske den første, der kører til Sydeuropa på jagt efter den europæiske sjæl og så med oplysningen i bagagen, som familien selv kalder det. "Med oplysningen i bagagen betyder, at vi drager ud i Europa for selv at blive klogere og ikke for at gøre Europa klogere," forklarer Svend Thorhauge. Han fortsætter:"Det går ud på at forstå, hvordan forskellige livsvilkår og geografiske forhold har formet de forskellige måder at leve på." Svend Thorhauge mener, at der er brug for nysgerrighed og ikke fordømmende blikke, når det kommer til Europa. For især i Danmark er vi gode til at påpege forskelle som noget negativt. Både Svend og Marianne Thorhauge arbejdede på Ry højskole før rejsen. Svend som forstander og Marianne som underviser i blandt andet litteratur-skrivning. Højskolelivet kan være et opslidende job, og det er også blandt årsagerne til, at familien tog ud i Europa. For det var tid til at give hinanden opmærksomhed. Helt glemt er højskoletraditionen dog ikke. Svend forklarer nemlig, at blandt det, der talte for at tage af sted var, at han altid havde haft lyst til at se Europa: "Europa er nemlig arnestedet for hele oplysningstiden - som også højskolen er grundlagt på."

Næppe en fælles sjæl
Der er 46 lande i Europa med hver sin særegenhed - sin egen sjæl om man vil. Kan der derfor eksistere en fælles, europæisk sjæl? Det er svært at svare på, og hvem, i så fald, kan gøre det. I det forsøg kan man udnævne Familien Thorhauge som en slags eksperter, i og med de har et erklæret mål om at udforske den europæiske sjæl. Deres rejse har på nuværende tidspunkt bugtet sig gennem Tyskland til Benelux-landende til Frankrig over Pyrenæerne til Spanien. I Frankrig fik de et glimt af en europæisk sjæl. Et rigtig langt bord er dækket med dug, ost, brød og vin. Bordet står i et stort rum, hvor det naturlige lys udefra finder plads, og hvor muren er lavet af hugget, grå sten muret inde i cement. I den ene ende af bordet sidder de voksne, og i den anden ende børnene. En af de mindste kan næsten ikke vente, til der bliver sagt værsgo og har derfor allerede taget en bid af en skive ost og lagt resten på sin tallerken. Placeret rundt om bordet er også den danske femmandsfamilie Thorhauge. De er inviteret til fællesspise af en fransk familie.

Svend Thorhauge forklarer, at der næppe er tale om en fælles europæisk sjæl, som alle i Europa kan nikke genkendende til. Og så alligevel lidt. For netop måltidet som samlingspunkt for familien er en form, som familien Thorhauge kender hjemmefra og samtidig har genkendt i andre europæiske lande. Svend Thorhauge fortæller: "Jeg tror på, at der findes en fælles horisont for begrebet sjæl; jeg tror, at vi gennem århundreder med udveksling af varer og tanker har konvergeret i tanke-mønstre, så der er former, der går igen mellem de forskellige lande; men vi tror ikke, at vi skal finde en folkesjæl gemt bag moderne glitter"

Europa skal testkøres
"Med autocamper handler det meget om rent vand ind i tank og spildevand ud af tank; toilettankens volumen ligger alle på sinde. Når tanken er fuld, lyser en lampe rødt på panelet over toilettet og al tisning må ophøre, indtil tanken har været på vandring til det udendørs toilet, hvor den tømmes." (Marianne Thorhauges blog 09.03.2008) At tømme toilettanken er et vilkår, når man lever i en autocamper. Og det er et vilkår som familien Thorhauge har valgt at leve med for derfor frit at kunne rejse i Europa. Det er en trang til selv at teste Europa og ikke blot at læse om det, der har sendt familien af sted. Svend forklarer: "Niels Malmros sagde for nyligt, at han ikke kunne nyde en god arkitekttegnet stol, uden selv at have prøvet at lave en stol. Det er noget af det samme, der gør sig gældende for os."

Familien har ingen idé om, hvornår turen slutter, eller hvor den ender. Det eneste erklærede formål med turen er at testkøre Europa og se, hvilke oplevelser der åbenbarer sig.

Familien Thorhauges færd kan følges på www.brejdablik.dk


Artikler fra Europa