Historiens paradokser
Der er altid god grund til kritisk at genlæse den historie, vi alle er børn af. fortid og nutid Problemet med kulturministerens kronik om Danmark under Besættelsen er ikke det, der står skrevet, men forudsætningen for det. (Kommentar i Morgenavisen Jyllandsposten 9. maj 2005)
Af: Svend Thorhauge
I DENNE tid belæres vi kraftigt af historien, og der er ikke grænser for de læresætninger for nutiden, som aktive politikere uddrager af Danmarks fortid. Vi kunne 3/5 læse en kronik af kulturminister Brian Mikkelsen, hvor han lader alt ondt i Danmark under Besættelsen ske "inden for rammerne af samarbejdspolitikken", fordi man påberåbte sig en neutralitet, som ifølge Brian Mikkelsen "i realiteten (blev) protysk". Han afslutter derfor sin kritik af samarbejdspolitikken med følgende passus: "Vi skal ikke måle fortiden med nutidens alen. Men der findes temaer, der har universel karakter forskelle mellem godt og ondt og mellem frihed og tyranni". Problemet i Brian Mikkelsens kronik er ikke alt det, der står skrevet, men forudsætningen for det. For ingen kan være uenig med ham i beundringen af alle dem, der gjorde modstand, eller i hans karakteristik af krigstiden som fem forbandede år.
Historisk paradoks
Men det er netop det, der er problemet at man ikke kan være uenig. Kronikken er nemlig skrevet ud fra det neutralitetsprincip, den selv anfægter. Neutralitet forudsætter nemlig, at man kan skelne historiens aktører fra hinanden, og at man kan forudse konsekvenserne af egne og andres handlinger. Og netop fordi Brian Mikkelsen "blændet i bakspejlet" påberåber sin egen neutralitet over for historien, kommer et modindlæg til at fremstå som et forsvar for samarbejdspolitikken og dermed ifølge kulturministeren som et forsvar for en protysk linje. Det er selvsagt ikke hensigten i denne kommentar. Hensigten er at påpege det historiske paradoks, historien gentagne gange har belært os, at vi ikke kan drage en direkte lære af historien; at historieskrivningen i sig selv er en historisk begivenhed.
Historiens tale
Det kunne derfor være rigtigt, som Brian Mikkelsen hævder, at temaer som "forskelle mellem ondt og godt" er universelle temaer. Hvis ikke det var, fordi han i nutidens øjeblik hævder at kunne udpege det onde, og som følge deraf udpege sig selv som repræsentant for det gode. Det næste skridt bliver selvfølgelig (i ordets forstand), at gode gerninger giver gode resultater eller endnu værre, at gode resultater gør de forudgående gerninger gode. Men som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der vel at mærke blev skudt i fangenskab efter ordre fra Hitler i foråret 1945, så præcist påpegede: Historien viser os, at gode handlinger kan have dårlige resultater og slette handlinger gode resultater. Bonhoeffer, der blev fængslet for sin medvirken til kuppet mod Hitler, vidste på krop og sjæl, at man ikke kunne parallelforskyde tidligere tiders begivenheder til nutidige udfordringer, men at historien nu en gang er så kompleks, at det, der var det rigtige i én situation, ikke nødvendigvis er det rigtige i en anden. Hvis forskellen mellem godt og ondt består og det gør den givetvis så er det derfor ikke som en kamp mellem godt og ondt, men en kamp om det gode og det onde. Alt andet er netop revisionisme under dække af (historisk) neutralitet.
Kritisk genlæsning
Dermed ikke sagt at krigens forbrydelser ikke var af det onde, eller at samarbejdsproblematikken var uproblematisk. Der er altid god grund til kritisk at genlæse den historie, vi alle er børn af. Men hvis vi gør det ud fra en misforstået historisk neutralitet, begår vi netop den samme fejl igen. Vi påpeger det onde for at sætte os selv eller vores allierede på det godes trone. Historiens lære er det paradoks, at vi ikke kan lære af historien, hvis vi vil sætte lighedstegn mellem fortid og nutid, men kun hvis vi ser nutiden til forskel fra fortiden. Så kan vi måske nå frem til en ikke-uenighed om historiens faldgruber uden derved at glorificere vores egne gerninger i fortidens spejl.
Artikler fra Europa
